lørdag den 11. september 2010

Besparelser: BUF foreslår, at forældre på SAG skal betale for at have børn i folkeskolen/sangskolen fra august 2011.

Som oplæg til budgetforhandlingerne på Københavns Rådhus, har Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslået:
”at der indføres brugerbetaling på 250 kr./mdr. I skoleåret 2011 og 500 kr./mdr. I skoleåret 2012/13 for sangundervisningen på Sankt Annæ Gymnasium”.

Det er tanken, at der enten søges om dispensation fra folkeskoleloven til at opkræve brugerbetaling, eller at sangundervisningen lægges som et tilbud ved siden af folkeskolen, og derfor kan underlægges betaling. Den samlede årlige indtægt forventes i 2013 at blive på 3.372.000 kr.

Begrundelsen er, at driftsomkostningerne på Børne- og Ungdomsområdet skal reduceres.

Hvis forslaget vedtages, sendes det til høring i bestyrelsen med 6 ugers frist til den 27. oktober 2010.

I et bilag til indstillingen anføres det
Som ulemper:
”indførelse af brugerbetaling på denne skole kan være en barriere for nogle elever”
Som fordele:
Udgiften til skolen reduceres væsentligt
Skolen kan fortsætte og bidrage til løsningen på de økonomiske problemer


Jeg er godt klar over, at økonomien i BUF ikke er i top.
Jeg er godt klar over, at der er andre områder, der har måttet lide hårdt under de seneste strukturomlægninger.
Jeg er også godt klar over, at ingen er fritaget for besparelser, heller ikke SAG.

Men jeg har det håb, at der kan findes andre løsninger på den betrængte forvaltnings økonomi. En adskillelse af kor og skole vil være det samme som at lukke det unikke tilbud. At indføre brugerbetaling i en integreret skole som den vi har i dag, vil være uforeneligt med skolens mission: at være et tilbud til alle københavnske skolebørn.

Der er indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde på mandag d. 13.9.2010

Povl Markussen

2 kommentarer:

  1. Jeg er dybt bekymret over Bufs forslag om at indføre brugerbetaling på Sankt Annæ. Sankt Annæ gymnasium og sangskole er et unikt tilbud til børn i Københavns kommune. Et tilbud der gives til alle de børn, der uanset deres forældres baggrund og pengepung, har et musikalsk talent. Rekrutteringen til skolen sker på tværs af sociale skel, da det ikke er pengepungen eller forældrenes uddannelsesmæssige baggrund, der danner basis for om en elev kan optages. Det er her vigtigt at huske at alle de kommunale skoler i København skal indstille mindst to drenge og en pige til optagelsesprøverne på skolen. Mange forældre til børn, der efterfølgende er blevet optaget, ville ikke selv have opsøgt skolen. Disse børn får et musikalsk tilbud, som de ellers ikke ville have fået. Det vil sige at børn, der ellers ikke er født med Mozart eller Bach i ørene, får en unik mulighed for at udvikle deres musikalske talent. Derfor virker det fuldstændig mod skolens grundidé at indføre brugerbetaling. Langt de fleste forældre på skolen har takket ja til et tilbud, som er blevet givet via deres lokale folkeskole. Et tilbud der er blevet givet under den forudsætning, at det var en kommunal skole. En kommunal skole, der ikke krævede betaling for at undervise sine elever.
    Jeg tror ikke jeg havde takket ja til tilbuddet om at mine to døtre kunne optages på Sankt Annæ, hvis jeg havde vist at det ville blive en betalings skole. Dels af principielle grunde og dels af økonomiske. At Sankt Annæ gymnasium og sangskole er en kommunal skole med en rekrutteringsbaggrund, der er musikalsk og ikke økonomisk, har været afgørende for vores valg. Skolens rekruttering af elever er med til, at der på Sankt Annæ findes børn fra mange sociale lag, hvilket for mig har været vigtigt. Hvis man indfører brugerbetaling, er jeg bange for at denne mangfoldighed forsvinder.

    SvarSlet
  2. Henrik Vase Frandsen13. september 2010 kl. 20.57

    En nok så uskyldig adskillelse af grundskole og sangskole på SAG truer med at opsplitte dét, der netop er SAGs kendetegn: At det BÅDE er en folkeskole OG en sangskole. Vi har med vore børn prøvet både den almindelige folkeskole, en grundtvigsk friskole og en lilleskole. Alle modeller har fordele, men SAG er en unik blanding af sang- og grundskole, der kun kan eksistere, hvis den er tænkt og organiseret som en enhed. SAG har en faglig og pædagogisk profil, som ikke findes andre steder i DK. Der er derfor mere på spil end budgetrammer. Det er et fyrtårn, som andre kan pejle efter. Splittes SAG op, kommer der ikke kun to halve fyrtårne ud af det, men noget der er meget mindre end to halvdele; mister man enheden som folke- OG sangskole, bliver SAG som et myldrende fagligt-pædagogisk fællesskab også uendeligt meget mindre. Dertil kommer, at brugerbetaling uværgeligt vil medføre, at SAG vil få sværere ved at tiltrække børn, der ikke kommer fra den velhavende middelklasse. Som tilbud til ALLE københavnske skolebørn - sorte, brune, gule, hvide; velstillede og mindre velstillede - løfter SAG en samfundsopgave, hvor afkastet ikke umiddelbart kan registreres. Det har med kultur og dannelse at gøre, og med forestillingen om hvad vi egentlig synes er værd at give videre til næste generation.
    Henrik Vase Frandsen

    SvarSlet